Jyllands-Posten juli 1970:

Thy-turen kan blive alle tiders

Brev fra festivalen i Frøstrup i Thy, hvor tusinde unge har det rart i over seks uger

Frøstrup, søndag.

KÆRE VENNER!
Det kan blive alle tiders det her. Det siger de alle sammen. Der skal bare gå et par dage, så vi kan finde sammen og få det ud af det, som vi er kommet for. Vi ved ikke rigtigt, hvad det er, vi vil, men det skal bare være noget, som bliver enormt skønt. Byen ligger dejligt, mange hundrede telte bredt ud over landskabet, lyng, hede og højspændingsledninger. Samfundet har rejst en masse store militærtelte, som ser noget skumle ud indvendigt, men mange har indrettet dem med ildsted, skorsten og det hele. Et af dem ha har store persiske tæpper som underlag, og det ser rart ud. Man kan købe halmballer for tre kroner stykket til at sove i, men de fleste nøjes med de medbragte soveposer og underlag. Der er en meget travl vogn med automatiske toiletter, som onkel John passer. Han har fået en fin gammel uniform, og de kalder ham alle sammen for generalen, når han kører rundt med sin lille vogn med flag og redskaber. Rundt omkring er der mikro-makro-forretninger, hvor man kan købe sine ris, boghvede og saltede svesker, og der er godt besøg, men der kommer osse en almindelig slagter i vogn, og man kan få rundstykker om morgenen – friske. Tænk, der var også rigtige kapitalistiske søndagsaviser i morges, men jeg nåede ikke at få fat i en, for de blev revet væk. Og der var ikke flere at få i Thisted. Så nu går de på omgang. Vi har det meget fredeligt. Det vrimler med børn, hunde og katte. Det meste af dagen er gået med at sidde ude foran teltet, hvor vi ryger - ja – og lytter til græshopperne eller spiller for hinanden. Jeg fik ikke sovet meget i nat. I telte inde ved siden af bor der nemlig to, som ikke er så gode til at spille på fløjte og tamburin, og det blev de ved med det meste af natten. Men der er ellers skøn musik. ”Blue Sun” spillede på pladsen i eftermiddag, og de er jo helt oppe i den tynde luft. I ”Secret Cirkus” giver de den dagen lang med trommer, fløjter og strengeinstrumenter, lavet af nogle kasser. De fleste trommer på tomme plasticdunke, og det lyder meget godt. Ved I for resten, hvad der er skønt? Der er næsten ingen transistorradioer, faktisk kun levende musik – vores egen. Jeg tror, jeg bliver her et stykke tid.

Hils de andre!  HENRIK

PS: Send lige 50 kroner herop. Mikro-makroen er lidt dyr, og der ryger mange vander.

Thy lejr 99

12. juli 1970. Musikken bandt mange sammen i Thy-lejren (Frøstrup-lejren). Her er det en engelsk folkemusiker, der spiller ved søndagens gudstjeneste.  I løbet af sommeren er der koncerter med blandt andre Gnags, Blue Sun, Gasolin, Alrune Rod og Det danske Cykelkompagni. Der er mange musikgrupper spredt rundt i lejren, som drager ud i omegnen og spiller i forsamlingshuse, som for første gang genlyder af beatmusikkens hidsige rytmer . . . 

Foto: Tage Jensen

 

Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler