Vilje og naturkræfter

Af Flemming Skipper. Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune

Hanstholm Havn 26. januar 1975. Det er naturens kræfter, vi er oppe mod. Ikke mindst i Hanstholm. Pressefotograf Tage Jensens billede siger det hele i ét skud. I det sekund bølgerne rammer indsejlingen til havnen. Et farligt sted. Man er først i havn længere inde i havnen. Også under roligere forhold.
Det blev forsidebillede på den bog, som forfatteren Ebbe Kløvedal Reich udgav i 1981 sammen med Dansk Byplanlaboratorium i forbindelse med et nordisk byplanmøde i havnebyen.
naturkrfter

Den kendte forfatter - og tidligere hippie - var ikke ukendt med egnen. Han havde en tæt forbindelse til friskole- og højskole-bevægelsen i Thy. Og så kendte han Thy fra en meget omtalt begivenhed 11 år tidligere: Thylejren! Den første lejr og dér, hvor meget tog sin begyndelse, som dog ikke altid kunne forbindes med den euforiske sommer 1970.
'Viljen til Hanstholm' hedder Ebbe Kløvedal Reichs bog. En beretning om en egn og befolkning "som trods natur, kirke og statsmagt i årtusinder har beboet en del af Danmark, hvor udkommet ellers syntes uegnet til livets opretholdelse", som han skriver.
Det er en beretning baseret på lige dele fakta og fantasi, og den kommer vidt omkring.
Fra dengang Hanstholm lå som en ø i stenalderhavet, via skudefarten og de åndelige vækkelser i 1900-tallet og til dér, hvor billedet af naturens kræfter tager over ved indsejlingen til den havn og by, der med et langt tilløb gennem et halvt århundrede omsider bliver en realitet. Og fik sit navn efter den hvide holm.
"Vestkysten er Danmarks eneste front mod den voldsomme natur", skriver den gamle hippie. "Derfor er det dér, man som østdansker søger hen, når man trænger til at blive mindet om, at man kun eksisterer på vældige elementers nåde og barmhjertighed. Andre folkeslag bestiger bjerge eller står på ski ned ad dem eller camperer i urskove. Vi tager til Vesterhavet".
Sådan kan man også udtrykke det. Men det er nu ikke en udfordring, der er forbeholdt dem i øst, kunne man - måske lidt upassende - hilse og sige hinsides. Ebbe Kløvedal Reich døde i 2005 - 65 år gammel.
Havet - den store sammenhængende vandmasse der dækker 70,8 pct. af jordoverfladen - har fra de tidligste tider været et evindeligt tilbagevendende tema. Den mægtige vægt af vand i rummet, den umådelige flade, den afgrundsdybe bundløshed har lagt menneskets pande i filosofiske - og ikke mindst digteriske - folder.
Robert Corydon (1924-1984) er en anden i den række af danske digtere, der har stået ved kanten af det store hav. 'Havblik' er et af digtene i samlingen 'Ord til havet' fra 1968. En rapport fra et sted hvor netop ord ikke slår til:

Havlinie spændende
fra ord til ord
lastet med bølger,
måger og længsel
efter det havblik
som løser for
sindets hvirvler,
åbner ind til sten
og vragtræets rod,
ind til bølgens
hvide stængler,
griber ned
hvor ord er
stumme.

Robert Corydons sidemand dér ved havet, Arthur Krasilnikoff (f. 1941), konstaterer to år tidligere i debutbogen 'Skyggehunde', en novellesamling:

"Sorte skyer hænger til tørre på himlen. Blæsten får dem til at blafre, mens dagen bliver kastet op af havet".

Ordene dækker nøjagtigt, hvad han ser, denne litteraturens magiske realist.
Og oppe i første klitrække står modernismens stærke frontløber, den franske digter Arthur Rimbaud (1854-1891), der på årenes afstand råber op mod blæsten, men alle kan pludselig se, hvad han har set:

"Den er fundet! Hvad? Evigheden. Den er havet blandet med solen!"

Så mange var ordene. Anledningen Hanstholm Havn en januardag for nu mange år siden.

Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler