Thisted Dagblad 1. september 70

15 aktivister blev røget ud:
Politifolk fra luften

Kl. godt 16 dukkede en helikopter op og kredsede omkring kirken og skabte forventning om en ny udvikling, der tog sin begyndelse, da den første politistyrke på ca. 30 mand ankom, ledsaget af politihunde. Det var en styrke fra Aalborg. Medens man gjorde klar til at ???? med tåregas og værktøj, dukkede en repræsentant for Frøstrup-lejren op med et "Undskyld, jeg forstyrrer, jeg kommer fra Frøstrup-lejren". Han præsenterede sig som journalist Niels Ufer
('Informationen's medarbejder, som har tilbragt sommeren i Frøstrup-lejren. Red.) og sagde henvendt til en overordnet politimand, at man ikke i lejren havde noget kendskab til aktivisternes planer, og at man i øvrigt først havde hørt om kirkebesættelsen i radio-avisen. "Jeg forstår godt, at naboerne er skidegale", tilføjede han og oplyste, at der om en times tid skulle holdes et møde i lejren, hvor man skulle drøfte situationen.
Senere dukkede yderligere to udsendinge op, en ung mand og en ung kvinde. Manden, Mikael Hagen, henvendte sig til aktionens leder, politimester Jørgen Bodenhoff, og bad om at få tilladelse til at henvende sig direkte til tilskuerne.
Den fik han, og han sagde: "Jeg er blevet udsendt af lejren. Vi holdt for en time siden et møde, og man har bedt mig fortælle, at vi ikke har det mindste kendskab til denne kirke-aktion. Vi har ikke ansvar for den og for det forløb, den har fået".
Tilråb: "Vi rydder lejren bagefter".
Mikael Hagen: "Jamen, vi kan da ikke tage ansvaret for en enkelt gruppes handlinger".
Tilråb: "Når I har samlet en sådan bærme i lejren, så må I også tage ansvaret for den".
Harmen heglede ned over Mikael Hagen, da han straks efter afleveringen af sit budskab frejdigt begyndte at fotografere mængden fra sin plads blandt politifolkene. Han trådte derefter frem på ny og henvendte sig denne gang til de få tilstedeværende lejrboere med ordene: "Jeg foreslår, at vi tager tilbage til lejren og lever fredeligt, som vi plejer". Han måtte derefter ekskorteres ud af politifolk.
Selv på dette tidspunkt, da politiaktionen var i fuld gang, blev flere fra lejren fjernet af vrede beboere. Det foregik særdeles håndfast og uden anvendelse af den autoriserede indgang til kirkegården. Det skete simpelthen gennem hegnet, og flere vendte tilbage til Frøstrup-lejren med skrammer.
Ind imellem lød der uprofessionelle klokkeklemt fra kirketårnet. Aktivisterne filmede fra glughullerne, og højdepunktet af aktiviteten i tårnet var et par røgbomber, der blev kastet ned mellem tilskuerne, som et kort øjeblik spredtes. Heldigvis blev ingen ramt.


Henstilling fra politimesteren
Ved 17-tiden skred politiet til aktion. Den lange ventetid havde fremkaldt utålmodighed blandt folk på kirkegården, og det er næppe nogen fejlvurdering, når man lægger en god portion sarkasme i de klapsalver, hvormed politifolkene blev modtaget, da de med tåregaspistoler og værktøj rykkede ind i kirken. Overordnede politifolk ankom via helikopteren, som landede på en mark nær kirken. Det var en redningshelikopter fra Aalborg. Lidt senere lød råb fra tårnet: "Vi bliver gasset", og da aktivisterne begyndte at synge "Kæmp for alt, hvad du har kært", trak folk på smilebåndet.
Ved sin ankomst henvendte politimester Bodenhoff sig direkte til folkemængden med en henstilling om, at alle forholdt sig i ro under aktionen. "Vi er alle interesseret i, at dette her bringes til ophør uden vold", tilføjede han.
Intet diskussionsmøde – kom ned!
Kl. 18.10 lød der råb fra kirketårnet: "Må vi tale med lederen af politiaktionen?" Stemmen fortsatte: "Det ender med, at vi styrter ned på jorden".
Politimesteren med høj røst: "Kom ned. Dette her er ikke noget diskussionsmøde. Kom ned".
Fem minutter senere overgav de 15 aktivister sig med ordene: "Nu kommer vi ned".
Det skete under skrig og skrål, og en aktivists højlydte bemærkning om, at "politiet overfalder os", blev mødt med klapsalver fra de ventende tilskuere. Det groteske sceneris lydkulisser domineredes af politihundenes glammen og aktivisternes forsøg på at fremkalde medlidenhed.
Før det kom dertil, sikrede aktivisterne sig en sigtelse for vold mod tjenestemand i funktion. De havde barrikaderet lemmen i kirketårnet med mursten og placeret sig selv ovenpå. Da lemmen blev brudt, brugte de et par mursten som kasteskyts mod betjentene og ramte uden at kvæste.
Medens aktivisterne fik navne og bopæl registreret af kriminalpoliti inde i kirken, afventede man den sidste politistyrkes ankomst. Politiet ønskede at undgå enhver risiko for selvtægt blandt de tilstedeværende. Først ved 19-tiden nåede forstærkningen frem, og derefter blev de anholdte ført ud enkeltvis med håndfaste greb og igennem et espalier af politifolk. Forinden havde politimesteren endnu engang henstillet, at fjernelsen af aktivisterne fandt sted i fuldstændig ro. Det er vor pligt at beskytte de anholdte, tilføjede han. De anholdte blev mødt med kraftige mishagsytringer fra flere hundrede mennesker, som stod tæt på kirkegården, og hvis efterladte køretøjer skabte trafikkaos på landevejen.
Mad til 14 dages besættelse
I kirketårnet fandt politiet et velassorteret fødevarelager, tilstrækkeligt til en 14 dage lang belejring. Provianten omfattede også vin og snaps. En utrolig mængde effekter fyldte op i rummet. Der var filmapparater, forevisningsapparater, båndoptager, skrivemaskiner og meget andet. Opbuddet af kostbare ting var så stort, at politimester Bodenhoff i aftes antydedemuligheden af, at der foruden voldssigtelse og sigtelse for grov husfredskrænkelse også bliver tale om tyverisigtelse.
De femten aktivister vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør i Aalborg kl. 16 i eftermiddag.
Endnu ved middagstid nægtede de at udtale sig. Kriminalpolitiet var da i gang med at samle materiale til sigtelser mod dem.

Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler