Thylejr - kirkebesættelse Thylejren Politikens kronik 23. april 1971 Forsvar for kirkestormernePolitikens kronik 23. april 1971
Forsvar for kirkestormerne
Af Jørgen Jacobsen
22. april 1971. Thy-lejren (Frøstrup-lejren). Kirkestormerne fra Hjardemål for en domsmandsret og dommer Ester Søndergaard i det gamle rådhus på Store Torv i i Thisted. Til højre aktivisternes forsvarer, landsretssagfører Jørgen Jacobsen, København.
Foto: Tage Jensen
I det centrale afsnit af sin forsvarstale for kirkestormerne i Hjardemål i dag i Thisted Ret beskæftiger advokat Jørgen Jacobsen sig ikke med juridiske problemer, men forklarer de tiltaltes bevæggrunde. Derved bliver talen et indlæg i den løbende diskussion om forholdet mellem generationerne. For at kunne vurdere det eventuelle strafferetlige ansvar, som de 15 unge mennesker, der den 31. august 1970 besatte Hjardemål Kirke, har pådraget sig, er det nødvendigt at forstå deres bevæggrunde. Dette er efter straffelovens § 80 et væsentligt moment, og det kan derfor ikke være tilstrækkeligt blot at henvise til, at det drejer sig om slagsbrødre og ballademagere, der for at udøve vold og ballade er trængt ind i kirken. En sådan betragtningsmåde er helt urigtig og kan kun give et falsk billede af den situation, som nu er til strafferetlig vurdering.
Vi fra den forrige generation, som nu har sat os til doms over de unge mennesker, der har foretaget denne for de fleste af os uforståelige handling, har pligt til at søge at forstå, hvorfor 15 unge besætter en kirke i Thy. Vi har pligt til ikke at behandle det firkantet, til ikke blot at måle handlingen med vore egne alen. Jeg ved ikke, om de unge mennesker kender Kjeld Abells sidste skuespil "Skriget", der ejendommeligt nok også foregik i et kirketårn, men for mig at se vil en læsning af dette mærkelige skuespil måske lette forståelsen af denne sags problematik. Mogens Fog har i sin bog "Sine Meningers Mod" bl.a. skrevet om dette stykkes grundidé: "Den bibelske Jefta-Seela-mytes indhold konfronteres med vor tid, hvor et magtstræb truer med destruktion af menneskeheden i en atombombedød. Det er en appel om at bryde rammerne, den blinde accept af skæbnens uafvendelighed – i erkendelse af, at "loven", der kan bringe os mod katastrofen, kun er menneskeskabt, ikke naturens".
Jeg ser de unges handling som et skrig for at få brudt de rammer, der er skabt af os – "sønner og sønnesønner af alle tilværelsens rammefabrikanter, repræsentant for den firkant, mennesket opfandt". Vi, der nu sidder til doms over de unge kirkestormere, bør i stedet for at fordømme og måle med vore lovparagraffer, hvor vi må hugge en hæl og klippe en tå for at få dem til passe på en situation, vi ikke har forudset, se ind i os selv og med Kjeld Abell spørge, om det i realiteten ikke er sådan, at vi er i rammer, bundet I vor opdragelse til at tro og mene, som man fortæller os, vi skal? Jeg føler mig overbevist om, at det forholder sig således. MIDLET I HJARDEMÅL VAR MÅLET, hedder en kronik i Information den 23.9.1970, skrevet af en af de 15, Peter Louis-Jensen. "Der er i Danmark i dag kun to væsensforskellige grupperinger: de, der ingen stemme har i debatten, men som sætter livet ind, og så alle os andre, der anvender politikken i et forsøg på at komme disse virkelige tragiske størrelser til hjælp".
"Hvem arbejder for et alternativt samfund, der kan accepteres af alle klasser? Hvem arbejder for at gengive individet dets frihed i samfundet? Nogle må skitsere denne frihed".
Det var dette, de 15 forsøgte at gøre. Ved at besætte Hjardemål Kirke prøvede man at opstille et symbol, hvorved man dels ville kritisere forholdet mellem stat og kirke og dels ville provokere de statsansatte udbredere af Kristi kærlighedsevangelium til at tilkalde ordensmagtens håndhævere for at uddrive de 15, der – som de skriver i deres proklamation nr. 2 – stillede deres kroppe til rådighed for at blive hørt, ikke fordi de syntes, at det var sjovt at få bank, men for at skabe en samtaleform, som de vidste, at store dele af den blinde og kritikløse del af befolkningen kunne forstå: kniplen og tåregassen.
De udstødte et skrig, der i al sin enkle patos lyder: Vi vil simpelt hen overleve på vore egne betingelser. Man har ladet sig forskrække af, at de unge mennesker har talt om revolution. Forskrækkelsen var så stor, at man startede med at sigte dem for overtrædelse af straffelovens § 114 om deltagelse i en gruppe, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen. Efter tilrettevisningen fra Vestre Landsret har man dog nu besindet sig og denne sigtelse er frafaldet.
Men revolution er det ikke desto mindre. Vi, der lever i en verden, hvor sult og krig er det almindelige og ikke undtagelsen, vi kan vel hylde revolutioner, når bare de ikke finder sted her og nu. En fransk revolution i 1789, OK. Men en dansk revolution i 1970, så råber vi på politi med knipler og tåregas. Og de går så til attak, når den ikke fremmedgjorte lokalbefolkning får held til sin lynchning.
Og dog er vi mere ilde stedt i dag, end man var i 1789. Generationerne står fremmede over for hinanden, den ældre generation sidder i halsen i borgerlig materialisme, i det uløste boligproblem, i forurening og larm, og de unge reagerer ved at vende alt dette ryggen, og de svageste sprøjter sig ihjel med morfinbase. Politiken skriver i en ledende artikel i søndags, at der nu må komme en debat mellem ungdomsoprøret og forældregenerationen. Uden en bro mellem ungdomsoprøret og forældregenerationen vil debatten fortsat bevæge sig ad de velbekendte sterile stier, der fører til en forholdsvis enøjet jagt på velstandsstigning og isolation i lige så kunstige ydre symboler. Hvem starter broarbejdet? Spørger Politiken. Ja, de tiltalte har prøvet, men se, hvordan det gik dem. Problemerne kan ikke løses gennem diskussioner og læserbreve. Det drejer sig nemlig om det, kirkestormerne kalder den permanente revolution. Vor store religionshistoriker, Vilhelm Grønbech, som med rette også er blevet kaldt digter og profet, har allerede i trediverne klargjort, at det, der kræves, er en gennemgribende kulturrevolution:
"Liv betyder skabelse. Det levende, et menneske, kan ikke opløses i bestanddele. Liv er det eneste i verden. Der er ikke spørgsmål om ret eller uret, men om levende og livløst. På denne værdi er vor kultur ikke bare bygget. Vor kultur lever på randen af verden, nyder den æstetisk og bruger den praktisk, men vi står uden for den. Derfor behersker vi den ikke. Vi må ind til den, videnskabsmanden og kunstneren hver på sin vej. Kvindesagen er intet andet end revolution, menneskets oprør mod at blive reduceret til intet. De strider for at frelse manden lige så godt som for at frelse sig selv. Det er et opgør til bunds, fordi vor kultur helt og holdent er orienteret efter en anden virkelighed, den statistiske, og mennesket kan ikke få plads, før den er helt bygget om. Her mødes kvinder og arbejdere. Arbejderbevægelse og kvindesag er begge udslag af den nød, menneskets undergang har skabt".
Og Grønbech har i sin bog om Jesus, menneskesønnen, understreget det i denne sag helt afgørende: Jesus var ingen reformator, han var revolutionær. Og han ville – som Kierkegaard har udtrykt det – hvis han en søndag kom ind i en dansk kirke (som Hjardemål) rette sig fra den vildledte menighed – det der er tilbage af den – til lærerne, -præsten, ringeren, kirkesangeren og sige: "I hyklere, I øgleunder!" Og han ville med sin svøbe jage dem ud af kirken. Eller som det hedder i Arnulf Øverlands digt om læreren og disciplene: Han rev farisæernes kirke ned.
Da kom hans egne mænd,
Med lange kjoler og røgelseskar
Og bygged' den op igen. Han brød de skriftlærdes straffelov.
Det kosted ham liv og ære.
Hans kloge disciple tænkte da,
At det kunne han ladt være. Gi til de fattige! sa han.
Alle skal være lige.
Da gik de og tigged fra fattige folk
Og de blev meget rige. Fred skal der være på Jorden!
De svared: Gud er med os!
Vi kæmper jo netop for freden,
Det er jo for dig, vi slås! Ve over eder, hykler,
I som vrænger mit ord,
I som æder en enkes hus,
Men går i kirken og "tror"! I som tager den fattiges lam,
Ved I, at dommen venter?
Han må ikke skønne kristen lov,
Vi kræver jo bare renter! Med disse bemærkninger skal jeg indlade sagen. Jørgen Jacobsen